Baggrund
FrirumAarhus udspringer af 'unge-pakken' og arbejdet med de vilde problemer. Læs her om baggrunden for FrirumAarhus og de 3 andre spor i 'unge-pakken'.
Størstedelen af unge i Aarhus Kommune trives, men antallet af unge, der oplever mistrivsel, er steget de seneste år. Mistrivsel kan vise sig på mange måder som ensomhed, dårlig selvtillid, søvnbesvær, stress, angst eller depression og kan være kortvarig, tilbagevendende eller langvarig.
Udfordringen med unges mistrivsel skal løses i fællesskab. Derfor samarbejder vi med civilsamfundet og de unge om løsninger, der kan inspirere og støtte vores indsats. Vores mål er at skabe strukturer og muligheder, der kan hjælpe med at reducere unges stigende mistrivsel.
I budgetaftalen for 2023-2026 har politikere i Aarhus Kommune afsat midler til at bekæmpe mistrivsel blandt unge. På tværs af kommunale afdelinger er der udarbejdet en fælles ‘unge-pakke’ med konkrete initiativer, der samarbejder med civilsamfundet og især de unge selv.
FrirumAarhus og de tre konkrete indsatsområder
Positive fællesskaber er en vigtig faktor for unges trivsel. At støtte og hjælpe flere unge ind i aktive, meningsfulde fællesskaber afspejler prioriteringen i indsatserne i ‘unge-pakken’;
- Overgangen fra grundskole til ungdomsuddannelse
- Seksuel sundhed
- Angst- og stressforebyggelsestilbud
Overgangen fra grundskole til ungdomsuddannelse
Overgangen fra grundskole til ungdomsuddannelse er en vigtig fase, hvor unge skal vælge deres videre uddannelsesvej. Et samarbejde mellem Sundhedsplejen, Ungekontakten Aarhus, UU Aarhus, civilsamfundsorganisationer og skoler støtter de unge i denne overgang. Fokus er på at hjælpe dem ind i positive fællesskaber og gribe dem, der oplever mistrivsel samt styrke forældresamarbejdet.
Seksuel sundhed på ungdomsuddannelserne
Seksuel sundhed betyder fysisk, følelsesmæssig, mental og social trivsel omkring seksualitet. Ungeprofilen 2022 viser, at mange unge oplever uønskede seksuelle invitationer, stødende henvendelser og ubehagelige berøringer. Aarhus har også en høj incidens af klamydia, og mange unge bliver aldrig testet. Derfor styrkes samarbejdet med civilsamfundsaktører og ungdomsuddannelser for at forbedre seksualundervisningen og tilbyde let tilgængelige pop up test og rådgivningstilbud.
FRi
Undersøgelser viser, at mange unge oplever stress, angst, forventningspres og ensomhed, hvilket hæmmer deres daglige liv. Derfor er der brug for hurtig og let tilgængelig hjælp. I et samarbejde mellem Frivilligcenter Aarhus og Folkesundhed Aarhus, styrkes indsatsen mod angst og stress gennem gruppeforløb og samtalegrupper. Se programmet ‘FRI’ FRi - Angstgrupper for unge
FrirumAarhus
Unges egne stemmer er det centrale omdrejningspunkt i FrirumAarhus sammen med unge og civilsamfund udvikler vi frirum og fællesskaber der både tager udganspunkt i det eksisterende, men også tilbyder hjælp og støtte til at unge kan starte nye fællesskaber. Det gør vi ved at:
-
Hjælpe og vejlede unge, der ønsker at blive en del af FrirumAarhus eller andre ungefællesskaber.
-
Uddele midler til unges egne fællesskaber gennem FrirumsPuljen, bevilliget af andre unge.
-
Give unge indflydelse som medlem af FrirumsPanelet, hvor de kan dele ønsker, identificere mangler og komme med konkrete løsningsforslag.
De vilde problemer
Ungepakken er tæt knyttet til arbejdet med ‘De Vilde Problemer’. Byrådet har identificeret en række Vilde Problemer, som Aarhus Kommune ikke kan løse alene, men skal løse i fællesskab. Et af dem hedder ‘Unges mentale sundhed og trivsel’ Det kan du læse mere om her: